Skimmelsvamp og kalk

Vi ønsker at hjælpe dig så godt vi kan, hvorfor vi her vil komme med nogle simple råd i forhold til vedligeholdelse af din bolig.

Der er mange forholdsregler, du som lejer kan tage. En god vedligeholdelse kan give et godt og sundt hjem, samtidig med at du med en smule omtanke kan gøre situationen nemmere for dig selv, når du igen skal flytte fra boligen.


Skimmelsvamp

Skimmelsvamp er bittesmå svampe, som kan vokse mange steder i din bolig. De trives godt på fugtige steder, og det er vigtigt, at de straks bliver bekæmpet, når du ser dem. Vigtigere er det dog, at du gør en indsats for i første omgang at holde din bolig fri for skimmelsvamp.

Du bør følge nedenstående råd:

– Luft ud flere gange dagligt – især i køkken og soveværelse.

– Luk døren til badeværelset, når du bader.

– Hæng ikke tøj til tørre i din bolig.

– Tænd emhætten når du laver mad.

– Få små vandskader repareret hurtigt og fjern årsagen til skaden.

– Luft ekstra meget ud når fyringssæsonen starter, så sommerens fugt luftes ud.

Skimmelsvampe lever af tapet, træ, lim i vægge, tøj og lignende. Skimmel og mug viser sig som grønne, sorte, brune eller hvide pletter eller plamager, som ofte har en lodden overflade. Du bør undersøge, om der er spor efter svampeangreb på gulve, vægge eller lofter. Se også om der er skimmel bag på reoler, skabe, opslagstavler og andre møbler, som står op af en kold ydervæg.


Du kan fjerne skimmelsvampe fra gulve, vægge og lofter ved at rengøre overfladen og desinficere med den med klorin eller rodalon. Lad midlet sidde på i ca. 20 minutter og vask det efterfølgende af igen og lad stedet tørre helt ud. Du skal være opmærksom på, at klorin kan blege farvede overflader, og at man fraråder klorin og andre desinficerende midler til den daglige rengøring.

Skulle det være tilfældet, at du har tapet, gipsplader eller lignende, der ikke kan desinficeres – men er kraftigt groet til med skimmelsvampe – er det nødvendigt at skifte det ud.

Kalk

Den billigste og mest effektive måde hvorpå du kan undgå kalk, er ved at tørre armaturer og fliser af efter hvert bad. Er skaden imidlertid allerede sket, skal der skrappere midler til. Du bør dog være opmærksom på kun at bruge afkalkningsmidler, der passer til de materialer, de skal bruges til.

Toiletkummen er blandt de største ofre for kalk. Det ses blandt andet ved en brun rande, som opstår, når kalk går i forbindelse med rust. Du kan fjerne denne form for rander med eddikesyre. Pump først vandet ud af kummen med toiletbørsten og læg derefter toiletpapir eller køkkenrulle på de rande, du vil fjerne. Gennemblød papiret med eddikesyre, og lad det virke i et par timer. Kalken kan efterfølgende fjernes med toiletbørsten.

Armaturer bliver også ofte ‘angrebet’ af kalk. Det fjernes her på samme måde som i toiletkummen ved at lægge toiletpapir eller vat omkring og fugte det med eddikesyre. Studsen på vandhanen eller brusehovedet kan skrues af og lægges i blød i eddike indtil kalken har løsnet sig. Dette bør du dog naturligvis kun gøre, hvis armaturet kan tåle syre. Er det modsatte tilfældet, kan du skure med en fin skuresvamp og/eller en tandbørste til hjørnerne.

Du bør endvidere være opmærksom på gulve og fliser i forbindelse med kalk. For at undgå kalk på disse flader, bør du først rengøre disse, så der ikke sidder fedt- og sæberester tilbage. Vær meget opmærksom på, at fugerne mellem fliserne ikke tåler syre, hvorfor du skal mætte fugerne med vand, inden du syrebehandler området. Fugt de tilkalkede områder med eddikesyre, lad det virke og skyl til sidst efter med vand. Igen bør du være opmærksom på materialer, som ikke tåler syre – og i stedet skure med en fin skuresvamp.